29. september 2026
NDI har Danmarks næstbedste kantine i 2026
Kantinen på NDI’s hovedkontor i Brørup landede en overbevisende andenplads til kåringen af Kantineprisen 2026.
Det var ualmindeligt tæt løb mellem NDI og vinderholdet. Det stod klart til kåringen af Kantineprisen 2026, som fandt sted til Fødevaredagen på Hindsgavl Slot den 15. september.
- Jeg er så stolt af, at vi er landets næstbedste kantine. For os var det en stor bedrift i sig selv overhovedet at være blandt de nominerede, siger køkkenchef Christoffer Bro Christensen.
Kantinen blev i foråret nomineret til Kantineprisen 2026. I maj deltog de tre nominerede kantiner i en madkonkurrence til Madens Folkemøde i Nykøbing Falster. Og i sommer besøgte Kantineprisens jury kantinen i Brørup for at opleve de tre kokkes arbejde i hverdagen.
- Det har været en kæmpe oplevelse for os at være med i konkurrencen, og det tætte løb giver os kun blod på tanden til at stille op til Kantineprisen igen næste år. Vi fortsætter med det, vi gør, for jeg tror på, at vi har fat i noget godt. Vi vil blive ved med at udvikle os og være nysgerrige på nye måder at bruge råvarer på, siger køkkenchefen.
Indstillingen til Kantineprisen 2027 åbner til foråret.